Så gik der alligevel ret præcist et år, siden jeg sidst fulgte med begivenhederne i vores liv her på siden, og nu er der så et nyt hul i føljetonen - man må lære at acceptere det mulige og uperfekte...

Men nu kommer der så et nyt lille skvulp fra vulkanen og en serie billeder her fra vores seneste tur til Island. Det var som bekendt en rigtig dejlig tur, hvor der var fokus på naturen, vind i håret og røde kinder, kun krydret med få, udvalgte kaffe- og middagsaftaler.

Det var ret vellykket, hvis jeg selv skal sige det. Vi nød at hygge os med drengene, alle i samlet flok, og havde nogle gode oplevelser af de særegne for landet.

Inden vi nåede helt ud i den barske natur, tog vi lige et sving indenom familiefirmaet, og besøgte farfar på jernstøberiet. De havde lige støbt, det der skulle støbes den dag, så vi gik lige glip af det flotte varme, flydende jern blive hældt i formene, men det var måske godt det samme, for det var alligevel lidt for autentisk for Anna, det hele, og lidt utrygt for hende med alt det farlige varme jern og småflammer overalt, inkl på gulvet, lige ved siden af, hvor hun skulle sætte sine små fødder. 👣

Men et indtryk af konceptet fik hun da med og formentlig et solidt minde om, hvad jernstøberiet er for noget :) - og det er tydeligt at se, at der er sjovest udenfor - der var jo også sne, og den første sne på sæsonen er jo helt speciel! ❄️

Og så måtte vi jo skyde nydningen grundigt i gang med en tur i den autentiske blå lagune

(Okay, indrømmet! - vi blev hjulpet godt på vej af, at vi alligevel skulle tilbage til Keflavik for at hente Annas støvler, som vi havde glemt i flyet 😳)

Og så var det en dag, og flere ventede efter en god nats søvn.

Efter den gode start dagen før, satte vi dagen efter kursen mod ødemarken, og hjørnestenene i Islands naturoplevelser - gejsere og vandfald.

På vejen måtte vi også lige tage et ekstra stop med, da ødemarken bare var alt for flot.

Første stop herefter blev kort i Thingvellir, nationalparken, for vi besluttede at komme dertil igen dagen efter med Snorri. Vi nåede dog lige at få et dybt blik ned i det dybeste klareste vand.

Og så kom turen til gengæld til vand, der sprøjter langt OP af jorden. Det var så storslået for Anna, men også iblandet lidt ærefrygt, da det virker ekstra voldsomt nede fra en meters højde.

Og det var ubetinget det mest imponerende sted, vi fik vores frokost på den rejse.

Og så er der Litli Geysir, som så sødt bare konstant står og sprutter - den synes Anna også ret godt om.

Og så til vand på en helt anden måde - også voldsom og farlig, men også ligeså imponerende og tryllebindende - Gullfoss, et af de mest imponerende vandfald i Island.

Det er simpelthen så kraftfuldt, og der vælter så uendelig meget vand forbi i sekundet, at det ikke er til at begribe.